Vi har her samlet nogle af de spørgsmål, vi ofte bliver stillet, med dertilhørende svar.
Finder du ikke svaret på netop dit spørgsmål her, er du velkommen til at kontakte din nærmeste FOREX Bank butik.
I avisen står der, at kursen på euro er 7,44. Hvorfor er I dyrere?
Den kurs, som du ser i avisen eller på text tv og de fleste hjemmesider, er Nationalbankens middelkurs. Det er en elektronisk kurs, der bl.a. bruges, hvis du handler valuta på børsen, hvor der blot er tale om "tal på en skærm". Du kan ikke købe eller sælge kontant valuta til disse kurser nogle steder.
Hvorfor kan jeg ikke få det samme for mine euro, som jeg gav for dem?
Alle, der handler med kontant valuta, opererer med købs- og salgskurser, så du vil aldrig kunne få det samme for valutaen.
Køber I udenlandske mønter?
FOREX Bank handler med de større mønter i euro, engelske pund, schweiziske franc, norske kroner og svenske kronor. Medbringer du kvitteringen fra køb af valutaen hos FOREX Bank giver vi dig fuld kurs, mens kursen vil være reduceret uden fremvisning af kvittering.
Hvilken valuta skal jeg medbringe til mit rejsemål?
Under rejsemål finder du de mest gængse rejsemål, og under hver enkelt land kan du se, hvilken valuta og hvilke betalingsmidler FOREX Bank anbefaler til netop dette land. Du er også velkommen til at kontakte din nærmeste FOREX Bank butik for mere information. Vær opmærksom på, at valuta er en ferskvare, og at anbefalingerne derfor ændrer sig løbende. Derfor er mange rejsebøger og -hjemmesider ikke altid opdateret, når det gælder valuta.
Hvorfor spørger du, hvor jeg skal hen?
FOREX Bank spørger altid ind til din rejse for bedre at kunne vejlede dig. Vi har anbefalinger til alle verdens lande, der bygger på, hvad der bedst kan betale sig for dig som rejsende. Når vi ved, hvor du skal rejse hen, hvor længe du skal være afsted, hvor mange personer I er etc., kan vi sørge for, at du får den rigtige valuta med i den rigtige mængde. I sidste ende kan det f.eks. spare dig for ekstra, fordyrende vekslinger i udlandet, og du kommer heller ikke til at stå med uanvendelige seddelstørrelser i et fremmed land. Det er altså blot for at kunne hjælpe dig, at vi spørger.
Er det nødvendigt at bestille valutaen i forvejen?
FOREX Bank lagerfører de fleste valutaer, men det er altid en god idé at bestille den ønskede valuta i forvejen. Så sørger vi for, at pengene ligger klar til dig, når du kommer til vores butik, og du kommer ikke til at gå forgæves. Bestil din valuta senest to bankdage før, du ønsker at hente den, så kan vi nå at skaffe den hjem, hvis vi ikke allerede har den liggende.
Hvordan kan jeg betale?
FOREX Bank accepterer kontanter i ubegrænsede mængder samt følgende betalings- og kreditkort:
- Dankort, max. 20.000 DKK
- VISA/Dankort, max. 20.000 DKK
- VISA Electron, max. 25.000 DKK
- Eurocard, max. 3.000 DKK
- Eurocard Gold, max. 6.000 DKK
- Mastercard, max. 25.000 DKK
- Mastercard Direct, max. 25.000 DKK
- American Express, max. 25.000 DKK
- Diners, max. 25.000 DKK
Ved korttransaktioner over 4000 DKK skal der fremvises gyldig dansk billedlegitimation.
Vær også opmærksom på, at din kortudsteder betragter brugen af kort hos FOREX Bank som en kontant hævning, hvilket de muligvis kan tage et gebyr for. Af samme grund ligger FOREX Bank under for PBS' kontantgrænse, hvorfor du max. kan betale ovenstående beløb med dit kort.
Som erhvervskunde kan du også overføre penge til FOREX Banks konto, hvilket senest skal gøres dagen inden afhentning af valutaen. Kontakt den FOREX Bank butik, hvor du ønsker at hente din valuta, for mere information.
Skal jeg fremvise legitimation for at veksle hos FOREX Bank?
Medbring altid gyldig billedlegitimation, da du kan blive bedt om at fremvise det, hvis du veksler større beløb eller blot som en stikprøve.