Krakow udråbes ofte til en af de smukkeste byer i Europa og beskrives som en livlig by med karakter og sjæl. Den er kendt for sin arkitektur og det enorme torv i midten af byen. Besøg Wawel Hill med det kongelige slot og katedralen, og gå heller ikke slip af Wieliczka saltminen, hvor du bl.a. finder verdens største underjordiske kapel. De naturskønne Tatra-bjerge, der byder på høje tinder og stejle stenede kløfter, er også et besøg værd, ligesom postkortbyen Torun med de mange gotiske bygninger. Glogowek er en velbevaret middelalderby komplet med bytorv, kirke og gamle huse, mens Czestochowa rummer Jasna Gora klosteret, hvortil pilgrimme valfarter hvert år for at tilbede ”Den Sorte Jomfru Maria”. Sort er også tiden med jødeforfølgelser, hvilket du bliver mindet om, når du ser gaskamrene og barakkerne i koncentrationslejrene Auschwitz og Birkenau. Polen er desuden hjemland for Chopin, Copernicus og barszoz – rødbedesuppe.