contentblock

Nyhedsbrev 2010 v35

TilbageTekststørrelseUdskriv

EGYPTEN VOKSER

Antallet af danskere, der tager på ferie i Egypten er næsten tredoblet på bare fire år fra 38.000 i 2006 til over 100.000 i år. Dermed udgør rejser til Egypten næsten 10% af alle charterrejser.
 Tidligere var Egypten en udpræget vinterdestination, men nu sælges rejser hertil hele året rundt. Et stabilt klima, en fascinerende historie, lave priser og en forholdsvis høj hotelstandard er det, der lokker turisterne til landet.
 Den stigende efterspørgsel har de seneste år fået charterselskaberne til at udvide udbuddet af destinationer i Egypten, omend de fleste stadig rejser til Hurghada eller Sharm El Sheik. Spies åbner til næste år sit første Sunwing Resort med eget vandland i netop Egypten.
 FOREX Bank anbefaler, at du medbringer egyptiske pund (EGP) til de første par dage og supplerer med enten euro eller US-dollar afhængig af destinationen i Egypten. Vær opmærksom på de famøse piastre-sedler, der svarer til vores øre. Der skal 100 piastre til 1 pund, så sørg for, at der står ”pound” på de sedler, du får retur, medmindre du selvfølgelig kun skal have piastre tilbage.

GEORGIEN

I en tidligere udgave af FLASH nævnte vi nogle rejsemål, der kunne blive fremtidens spændende destinationer. En af disse var Georgien.
 Landet ligger i Kaukasus og grænser op til Rusland, Tyrkiet, Armenien og Aserbajdsjan samt Sortehavet. Der bor omkring 5 millioner mennesker i Georgien, der er ca. halvanden gang større end Danmark.
 Georgien har en meget smuk, uspoleret natur, hvis bjerge af mange kaldes Europas sidste ødemark. Det er Europas ældste kristne land, og her findes derfor mange gamle kirker og velbevarede middelalderbygninger.
 Blandt seværdighederne kan nævnes Narika fæstningen og Sioni domkirken i hovedstaden, Tbilisi, der også byder på charmerende træhuse og svovlbade. Stalins fødeby, Gori, har en af de sidste statuer af ham, og Uplistsikhe er en huleby på Silkevejen, der er hugget ind i klipperne.
 Temperaturen ligger om sommeren omkring 25 grader, mens vintrene er kølige.

VALUTARÅD TIL GEORGIEN

Den georgiske valuta hedder lari og forkortes GEL. 1 lari svarer ca. til 3 kroner. FOREX Bank anbefaler, at du medbringer US-dollar, da lari er stort set umulige at skaffe i Danmark.

EKSTRA UDGIFTER PÅ KRYDSTOGTER

Krydstogter er de senere år blevet en mere og mere populær rejseform, hvor man kan slappe af og samtidig opleve en masse.
 Berlitz’ kommende krydstogtsguide (udkommer til oktober) gør opmærksom på flere metoder, hvorved krydstogtselskaberne tiltusker sig ekstra penge fra gæsterne.
 Her nævnes bl.a. ekstra drikkepenge, som selskaberne ligger oveni regningen, og transport fra skibet til de forskellige seværdigheder. Derudover kan gæsterne få adgang til afspærrede områder på skibet som f.eks. kommandobroen mod ekstra betaling, og så er vekselkurserne ombord ofte horrible. Betaler du med kort, opdager du først dette, når du ser dit kontoudtog.
 De ekstra udgifter i forbindelse med veksling kan du nemt undgå. Hvis du blot medbringer en liste over de steder, hvor krydstogtskibet lægger til, hjælper FOREX Bank dig gerne med at få vekslet til de nødvendige valutaer, så du slipper for at skulle veksle ombord på skibet eller i havneområderne. Betal dine regninger med kontanter, så undgår du også ubehagelige overraskelser, når du gennemgår kontoudtoget efter hjemkomst.

LUFTHAVNSTOG I BANGKOK

Nu er togforbindelsen fra Bangkok til Suvarnabhumi Airport - efter gentagne forsinkelser - endelig åbnet. Togturen varer bare 15 minutter og forbinder lufthavnen med Makkasan distriktet i Bangkok. Prisen bliver 150 baht (små 30 kroner), men resten af året skal du blot betale 100 baht.
 Husk at veksle til thailandske baht inden afrejse. At medbringe US-dollar eller euro for at veksle disse i Thailand kan ikke længere betale sig.

MANDLIGT GONDOLMONOPOL BRUDT

Venedig kan være en yderst romantisk by, især når du bliver sejlet rundt på de små kanaler i en gondol sammen med din elskede. Gondolerne har sejlet i Venedigs kanaler i over 900 år, og det har altid været mandlige gondolierer, der har roet folk rundt. Nu er den første kvinde dog blevet godkendt efter at have bestået en særlig eksamen, og hun kan dermed trække i den eftertragtede uniform bestående af sorte bukser og sko samt en blå-hvid stribet bluse.
 Turen betales i euro. Veksl hjemmefra og undgå ekstra unødvendige gebyrer ved veksling eller kortbrug i Italien.

SMID IKKE SKJORTEN!

Vi kunne i sidste udgave af FLASH fortælle om nye krav til påklædningen i Vatikanet, men pavestaten er langt fra det eneste sted, hvor man ikke kan gå rundt, som det passer en.
 I flere franske byer vanker der nu bøder på flere hundrede kroner, hvis du smider skjorten eller t-shirten og går omkring i bar overkrop. Finere kystbyer som St. Tropez og Cannes har haft dette forbud i længere tid, men nu følger flere andre byer - også inde i landet - trop og kræver, at du beholder tøjet på, selvom det er varmt.

MINI KURSLISTE 27AUG2010

Vores kursliste omfatter 52 kontantvalutaer (+ 5 rejsechecksvalutaer). Valutaens kursmæssige forandring i forhold til ugen før angives med hhv + (kursen er steget i f t DKK) og - (kursen er faldet i f t DKK).

1 AUD 5,4119 + 1 PLN  1,9186 -
1 CAD 5,6897 - 1 CHF 5,8208 +
1 EEK  0,4900 = 1 GBP 9,3049 -
1 EUR  7,5699 - 1 SEK 0,8016 +
1 HKD 0,7831 + 1 THB  0,1908 -
1 ISK 0,0510 = 1 CZK 0,3073 +
100 JPY 7,0425 + 1 TRY 4,0045 -
1 LVL  10,9083 + 1  HUF 0,0271 -
1 NOK 0,9450 - 1 USD  6,0109 +

 
Abonnér
Hvis du gerne vil følge med i, hvad der sker med hele verdens valutaer, er det nemmeste at abonnere på FOREX FLASH. Skriv din e-mail-adresse, så mailer vi til den hver gang, der kommer et ny nummer.

 


contentblock